Den Røde Tuttefrugt

Den lille abe sad i et blødt træ og gabte. Ved siden af lå en brun kiwi, rund og sød. “Godnat, kiwi,” sagde aben og gav den et lille klap.

Så kom en rød brandbil trillende stille hen ad stien. Den sagde ikke VUUU, men bare tut tut, så ingen blev bange. På taget sad en lille mariehøne og vinkede med sine sorte prikker.

“Kom med,” sagde mariehønen glad. “Vi skal finde det hyggeligste sted at sove.” Aben tog kiwien i hånden, og brandbilen blinkede med sit lille lys. Men lige foran dem delte stien sig i to...

“Til månesøen!” sagde aben. Brandbilen trillede blødt hen ad den blå sti. Træerne hviskede nat-nat, og kiwien puttede sig tæt ind til abens pote.

Snart så de en sø, der glimtede som sølv. Midt på vandet lå en lille rød tuttefrugt og vuggede. Mariehønen pegede glad. “Se! Den lyser. Men hvordan får vi fat i den?”

“Med en sky,” sagde aben. En lille blød sky kom svævende ned fra himlen. “Hej,” hviskede skyen. Aben, kiwien og mariehønen hoppede op på skyen, og brandbilen ventede pænt ved bredden.

Skyen fløj stille hen over månesøen. Den bøjede sig helt ned, så aben kunne række poten frem. Plop, så lå den røde tuttefrugt i abens hånd. Den duftede sødt og varmt, som et lille godnat-kys.

Alle delte et lille bitte stykke. Så gabte aben, kiwien, mariehønen og selv brandbilen. Skyen lagde dem i det bløde træ igen. Månen smilede, og den røde tuttefrugt lyste svagt. “Godnat,” hviskede alle, og så sov de trygt og godt.